Socialdemokrat får fast plads i byrådet
Kim Nielsen Barslund tager over efter Casper Mouritsen i Silkeborg Byråd
I to måneder har Kim Nielsen Barslund (S) været midlertidig stedfortræder i Silkeborg Byråd, fordi løsgængeren Casper Mouritsen har været på orlov.
Den midlertidige løsning bliver nu snart permanent.
Casper Mouritsen meddelte i denne uge, at han har valgt at trække sig fra byrådsarbejdet, og dermed går pladsen nu fast til den socialdemokratiske politiker.
Dermed bliver Kim Nielsen Barslunds sæde og tilstedeværelse forlænget i to år, indtil det næste kommunalvalg i 2017.
- Jeg har jo hele tiden været interesseret i at komme ind, så jeg er glad for, at det nu er faldet på plads, siger han til tv2oj.dk.
Brænder for arbejdsmarkedet
Mens Casper Mouritsen har været fraværende, har Kim Nielsen Barslund varetaget hans opgaver i byrådssalen og de to udvalg, Arbejdsmarkedsudvalget og Nærdemokratiudvalget.
Særligt førstnævnte er et af hans 'hjertebørn. Til daglig arbejder Kim Nielsen Barslund nemlig som faglig konsulent hos FOA, hvor han vejleder og varetager medlemmernes interesse.
- Det er et udvalg, hvor jeg føler mig rigtig godt hjemme, så jeg vil rigtig gerne blive i Arbejdsmarkedsudvalget, siger han.
Om han får lov til det, lægger endnu ikke fast. Det er muligt for den socialdemokratiske byrådsgruppe at rokere internt på udvalgsposterne.
Vigtigt mandat
Partiet kan nu glæde sig til at få sit mandat 'tilbage'. Casper Mouritsen, som nu forlader byrådet, blev i 2013 valgt ind som socialdemokrat, skiftede siden til Venstre, inden han til sidst blev løsgænger.
Ifølge Kim Nielsen Barslunds opfattelse er der nu mere end nogensinde før fokus på partiernes mandat:
- For fem år siden var der 'borgfred', men det er der ikke på samme måde mere. Derfor er der mere fokus på mandaterne.
Med Kim Nielsen Barslunds mandat har Socialdemokraterne nu otte sæder i byrådet i Silkeborg.
Byrådsmedlemmerne skal tage stilling til Casper Mouritsens fratrædelse på sidste byrådsmøde i oktober. Beslutningen træder i kraft pr. 1. november.