190 meter langt fragtskib stødt på grund ved Anholt
Stort fragtskib er sejlet på grund øst for Anholt
Et 190 meter langt og 35 meter bredt fragtskib er natten til fredag stødt på grund cirka fem sømil øst for Anholt - og her befinder det sig stadig.
- Vi har været ude og kigge på skibet, og det har ikke lækket olie. Nu har vi tilbageholdt skibet, da vi skal været helt sikre på, at det ikke lækker olie, når det skal sejle videre, siger vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter i Aarhus til tv2oj.dk.
Han fortæller, at det er uvist, hvorfor skibet sejlede på grund, og at kaptajnen endnu ikke er kommet med ordentlige svar på det.
Dykkere skal undersøge skroget
- Vi skal have skibet undersøgt af dykkere, så vi kan finde ud af, om der er skader på skroget, som kan betyde, at det vil lække olie, når det sejler videre. Kan dykkerne bekræfte, at der ikke er skader, vil det blive trukket fri - hvis det er nødvendigt - og få lov til at sejle videre, siger vagtholdslederen.
Ifølge maritimedanmark.dk er der tale om det italiensk-flagede Tørlastskib Dalmatia G, som var på vej fra Litauen til Paranagua i Brasilien.