Mødtes i kirken - nu spiller de for penge og en Spot-plads
Det aarhusianske band Northern Assembly gik efter guldet i traditionsrig konkurrence
Dina Christiansen er en del af bandet Northern Assembly.
De fire musikere i bandet er alle kristne, og de mødtes i kirken, hvor de begyndte at spille musik sammen i 2013.
I TV 2 | ØSTJYLLANDs program 'Livet + Det Løse' kan du møde det unge band, som skal spille deres livs hidtil vigtigste koncert.
Det gamle spillested Fatter Eskil er vært for en årlig musikpris, hvor præmien er 25.000 kroner samt en plads på programmet til næste års Spot Festival.
- Det er altså ret stort. Nu var vi lige dernede til lydprøve og se de andre bands, og vi har spillet dernede før, men denne gang kunne man godt mærke, det var finalen, siger Dina Christiansen.
Bandets lyd er blevet beskrevet som en mellemting mellem verdensnavne som Mumford and Sons og Simon & Garfunkel, men det er første gang, der for alvor er noget på spil med musikken.
- Vi har aldrig konkurreret om penge før. Det ville betyde meget, hvis man fik en pose penge, man kunne lege med, siger Dina Christiansen.
Nerverne blev heller ikke mindre af, at setlisten til aftenens finale ikke helt var på plads.
- Vi har bestemt os for at tage en pænt ny sang med, og vi skal lige finde ud af, om vi overhovedet kan den, siger hun.
Du kan møde Northern Assembly i videoen øverst i artiklen.
Se med på TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.50 for hele historien - hvor du også kan se, hvordan det gik bandet i finalen.