Hvem skal vinde landsbydyst?
Regionsrådet opfordrer kommuner til at indstille kandidater
Så er det igen blevet tid til at kridte konkurrence-skoene og gøre klar til dette års udgave af Landsbyprisen, for nu opfordrer Regionsrådet i Region Midtjylland alle interesserede kommuner og LAG'er til at indstille kandidater til prisen.
Sidste år var fire østjyske landsbyer med i kampen om at vinde Landsbyprisen 2014 i Region Midtjylland: Hylke i Skanderborg Kommune, Sinding i Silkeborg Kommune og Ørsted i Norddjurs Kommune. Derudover var nabolandsbyerne Asferg og Gassum i Randers Kommune nomineret i form af et samarbejde mellem de to byer.
Med prisen følger 150.000 kroner, som kan bruges til nye projekter, der kan glæde borgerne i vinderlandsbyen. Eller måske landsbyerne, for det er også muligt for flere samarbejdende landsbyer at komme i betragtning. Regionsrådet vil i år se det som en særlig fordel, hvis flere småbyer har kunnet samarbejde om at blive et helstøbt samfund.
- Det er ofte umuligt for en lille landsby at rumme alt det, som borgerne behøver for at kunne trives uden for de større byer, siger Poul Erik Christensen, formand for regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling i en pressemeddelelse.
- En løsning kan være at gå sammen med nabobyerne og fordele faciliteterne, så de tilsammen bliver komplette, og det vil vi gerne belønne, siger han.
Det er 8. gang, at Region Midtjyllands landsbypris skal uddeles.