Færge dyrere i drift end forventet: Stor ekstraregning til kommunen
Samsøs nye færger bruger mere brændstof end forventet
Samsøs nye færge, der sejler til og fra Jylland, giver nu kattegatøen en ekstraregning i millionklassen. Det skyldes, at færgen bruger omkring 30 procent mere brændstof end forventet, og det kommer til at kunne mærkes på øens budget i de næste mange år.
Den nye samsøfærge, Prinsesse Isabella, brænder 13 kubikmeter gas af i døgnet, men det var ikke meningen.
- Det er mere, end vi havde forventet oprindeligt, siger Carsten Kruse, der er færgedirektør på Samsø Rederi.
Siden færgen begyndte at sejle i foråret, har det vist sig, at Prinsesse Isabella er dyrere i drift end forventet, og det bliver hun også de kommende år. Alene næste år kommer der en ekstraregning på godt 2,6 millioner kroner til det kommunalt ejede rederi, og det kan mærkes på Samsø Kommunes samlede budget.
- Det betyder rigtig meget. Vi har et årligt budget på 250 millioner kroner, så det er cirka 1 procent af vores budget, så det er et stort beløb for os, siger Marcel Meijer (S), der er borgmester i Samsø Kommune.
Der er tre hovedårsager til den ekstra brændstofregning:
Den første: Færgen er 169 ton tungere end forventet. Den ekstra vægt betyder, at skibet ligger 12 centimeter lavere i vandet end beregnet, og det koster dermed mere end beregnet i brændstof, og det vil det gøre hvert eneste år i resten af skibets levetid. Det er omkring 750.000 kroner hvert år i ekstra brændstof alene på grund af de ekstra kilo.
For det andet: På grund af havnenes konstruktion skal skibet styres ekstra nænsomt til og fra land. Det tager to og et halvt minut ekstra per anløb. Det er tid, der skal hentes på overfarten, og det er jagten på de få minutter, der alene tegner sig for en ekstraregning på 1,2 millioner kroner.
For det tredje: Det har også vist sig, at skibets motorer ikke bliver udnyttet på den mest effektive måde, men det er teknikere nu ved at kigge på, så motorerne kan justeres.
På Samsø er borgmesteren træt af at se kommunens penge forsvinde ud i Kattegat.
- Det er nogle frygtelig ærgerlige penge at skulle af med, for man føler ikke, at man får noget for forbruget af det ekstra gas, siger Marcel Meijer.
Og færgedirektøren påtager sig i sidste ende ansvaret.
- Der er mange forskellige årsager, men ansvaret i den sidste ende er altid mit, siger Carsten Kruse.
Fortryder ikke
Nu skal leverandørerne udbedre havnene, og værftet skal kompensere for en mindre del af overvægten, men det ændrer ikke på, at en millionregning havner på Samsø. En regning, der dog ikke får borgmesteren til at fortryde, at man satte skibet i søen.
- Overhovedet ikke, slet, slet ikke.
Selvom kommunens udgifter til færgen stiger til i alt 8 millioner kroner om året, så koster det stadig kommunen under det halve at drive rederiet i forhold til, hvad det ville koste at have et privat rederi til at besejle ruten mellem Hou og Sælvig.
Du kan se mere om Prinsesse Isabella og den store ekstraregning i tv-indslaget øverst på siden.