BMW konfiskeret: Kørte bilræs med 128 km/t i byzone
Tog opstilling med laserudstyr, mens en gruppe fartglade bilejere kørte om kap
Det koster en 37-årig mand dyrt, at han fredag aften ulovligt kørte ræs i et industrikvarter i Søften ved Hinnerup.
Østjyllands Politi blev i løbet af aftenen ringet op af flere beboere og erhvervsdrivende, der fortalte, at en række biler kørte om kap på vejen Omega i et industrikvarter i den nordlige del af byen.
Vejen er offentlig, og der må højst køres 50 km/t på strækningen.
Politiet: Vi er opmærksomme på bilræs
Rykkede ud med måleudstyr
Færdselspolitiet rykkede ud med måleudstyr, hvorefter betjente tog opstilling et stykke derfra. Derefter gav politiet sig til med laser at måle bilernes hastighed i det skjulte.
Ifølge politiet kørte bilerne alle med høj fart. En enkelt bilist - en 37-årig mand fra Randers - kan foruden en klækkelig bøde se frem til seks måneders ubetinget frakendelse af sit kørekort. Derudover valgte politiet at konfiskere hans BMW-varebil.
Manden kørte angiveligt mindst 128 km/t vejen - altså mellem to og tre gange højere end det tilladte.