Katteglad østjyde laver sit eget dyreværn
Mariann Betzer-Poulsen fra Djursland har viet sit liv til dyrene
Tøstrup Kattehjem er ikke længere kun et dyreinternat, men nu også et selvstændigt dyreværn.
- Det er fantastisk, og vi har fået så meget opbakning, siger internatsleder Mariann Betzer-Poulsen, som driver internatet, der nu også er et dyreværn, der ligger i Nimtofte i Syddjurs Kommune.
Hun har viet sit liv til dyrene, men har nu stoppet samarbejdet med Dyrenes Beskyttelse for at gøre tingene på sin egen måde.
- Jeg vil gerne selv bestemme, hvornår jeg vurderer, at et dyr er i nød, siger hun.
Lige nu er der 286 katte på Tøstrup Kattehjem, og efter bruddet med Dyrenes Beskyttelse er der ikke længere nogen begrænsning på, hvor længe de må blive der.
Der er otte medarbejdere og 20 frivillige tilknyttet, og Mariann Betzer-Poulsen og hendes mand har satset alt på projektet.
- Det er selvfølgelig en sen alder at træffe så drastisk en beslutning i, men jeg kunne ikke lade være, siger hun.
Og selv om det er kattene, der hersker i øjeblikket, er der masser af plads til andre dyr.
Se hele historien i indslaget øverst i artiklen.