55-årig kørte galt med en kran
Der skete uheld vest fra Randers, hvor en lastbil med en kran på forulykkede
Ved Tebbestrupvej vest fra Randers kom en 55-årig i en lastbil galt afsted, da han skulle transportere et større gods.
Han havde en kran på lastbilen, men den var ikke ordentligt sikret.
- Han havde simpelthen ikke fået spændt kranen ordentligt fast, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Han ramte en motorvejsbro med kranen, da den ikke sad ordentligt fast, og det var nok til, at kranen knækkede.
I forbindelse med uheldet var en 21-årig bilist i gang med en overhaling af lastbilen, og han fik sig noget af en forskrækkelse, da beton fra broen haglede ned i hans forrude, så han ikke kunne se noget.
Han endte med at køre i midterrabatten, men kom ikke til skade.
Også den 55-årige lastbilchauffør slap uden skader.
Uheldet skete onsdag formiddag.