Fuhr: Ingen forsoning på forsoningsmøde i Randers
Tirsdag aften var byrådsmedlemmerne i Randers til forsoningsmøde
Byrådsmedlemmerne i Randers Kommune var tirsdag aften til forsoningsmøde hos borgmester Claus Omann Jensen (V).
Forsoningsmødet kom i kølvandet på længere tids splid i byrådet.
Bjarne Overmark fra Beboerlisten, Konservative Daniel Madié og Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten fik tidligere på året frataget deres formandsposter efter et hidsigt politisk drama i Randers.
Men nu skulle byrådet så forsones. Så godt gik det dog ikke, ifølge Kasper Fuhr Christensen:
- Vi fik nogle snakke frem og tilbage, men jeg kan bare konstatere, at der er ingen vilje til at rulle denne her politiske udrensning tilbage, siger han til tv2oj.dk.
Omann vil holde forsoningsmøde i uropræget byråd
Kasper Fuhr Christensen så en tilbagerulning af beslutningen om at fratage hans og hans to kollegers formandsposter som den eneste måde, en forsoning kunne finde sted på:
- Først når det sker, er vi klar til forsoning, siger han.
Han understreger, at han i øvrigt ikke er klar til at indgå aftaler med det øvrige byråd indtil det sker:
- Vi vil ikke indgå aftaler med dem - man kan jo ikke stole på dem; de løber bare fra aftalerne igen, siger han.