Indbruds-amok i nat: Kan være samme gerningsmænd
Tre indbrud i det centrale Aarhus efterforskes som samme gerningsmænd, oplyser Østjyllands Politi
To steder på Guldsmedgade og et enkelt på Skt. Pauls Gade i det centrale Aarhus var lørdag aften udsat for indbrud.
Gerningsmændene slap væk fra stederne med et stort udbytte. PC'er, kameraudstyr, kontanter, tatovørudstyr og meget andet.
Fælles for de tre indbrud er, at de signalementer, der er givet, minder om hinanden.
Der er tale om tre mænd, der er somaliske af udseende og mellem 20 og 30 år gamle.
I to af tilfældene er det også beskrevet, hvordan mændene er stukket af i en sølvgrå bil.
De to tilfælde på Guldsmedgade skete klokken 22.45 og 23.00, og på Skt. Pauls Gade skete indbruddet klokken 23.07.
- Vi kan ikke udelukke, det er samme gerningsmænd, og det indgår i vores efterforskning, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov til tv2oj.dk.
Mændene er kommet ind i butikkerne ved at sparke dørene op.
Har du oplysninger i sagen kan de gives til politiet på telefon 114.