Kæmpede for fængsling af truende mand i Hørning
Beboere i Hørning måtte vente længe på, at en truende mand blev varetægtsfængslet
I Hørning har borgerne i den seneste tid haft svært ved at sove trygt.
Det skyldes en mand, der begår indbrud og truer beboerne i området.
Han bliver anholdt hver gang, men er også blevet løsladt få timer senere.
- Jeg har ikke sovet i to nætter, siger sygeplejerske Sophia Dalgård Jakobsen, der bor i området.
Hun bakkes op af Lone Skibby Christiansen, der også har været udsat for mandens ubehageligheder.
- Jeg har fået at vide af politiet, at jeg bare skal tage det roligt, for han kommer ikke tilbage. Det får jeg at vide mandag og tirsdag, og onsdag står han udenfor mit hus, siger Lone Skibby Christiansen, der er dagplejer og bor i Hørning.
- Jeg føler mig i den grad ramt på min retssikkerhed, at han kan få lov til at stå og puste sig op udenfor mit hus, og jeg kan ikke gøre en skid ved det, siger hun.
Men manden er for første gang blevet stillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling. Byretten mente ikke, at betingelserne for varetægtsfængsling var til stede.
Den beslutning blev kæret til landsretten, og nu er manden så blevet varetægtsfængslet.
Du kan se de to Hørning-beboere få besked om varetægtsfængslingen i indslaget øverst i artiklen.