Medborgerskab i Aarhus på dagsordenen
Aarhus Kommunes første politik for medborgerskab bliver sendt i høring
Aarhus Kommunes såkaldte medborgerskabsudvalg sender nu et udkast til politik for medborgerskab i høring.
På forskellig vis har flere hundrede aarhusborgere givet inspiration til politikken, der er den første af sin art i Aarhus Kommune.
Med udvalget forsøger kommunen at finde ud af, hvad det vil sige at være aktiv medborger i Aarhus.
Det hele begyndte med et stormøde i stakladen midt i Festugen, hvor 300 borgere deltog. Herefter valgte 100 borgere at bruge en hel lørdag på at skærpe politikken, og derudover har der været holdt cirka 40 arrangementer med navnet: Middag og Medborgerskab.
Mulighederne er uendelige
- Det kan være vanskeligt at beskrive i få ord, hvad aktivt medborgerskab går ud på, men arbejdet i udvalget har givet mig nogle langt stærkere billeder på, hvad medborgerskab i Aarhus handler om, siger Tina Lindbæk i en pressemeddelelse.
Hun er formand for medborgerskabsudvalget, og til daglig er hun service delivery manager i en it-virksomhed.
- Det handler om, hvad vi kan gøre sammen. Mulighederne er uendelige. Nøgleordene er samskabelse, medejerskab, sammenhængskraft og fællesskab. Som borger i Aarhus er vi en del af noget, der er større end os selv. Det gælder for enkeltpersoner, men også for virksomheder og organisationer. Jeg håber, at alle aarhusborgere tager medborgerskab på sig, fortsætter hun.
Udkastet er i høring fra 21. september til 15. november, og herefter skal det behandles i Aarhus Byråd.
Herunder kan du se en film, der beskriver medborgerskabsudvalgets rejse fra start til slut.