Overfaldet og befølt på diskotek
Politiet leder efter gerningsmand til overfald i Aarhus
Østjyllands Politi leder efter en gerningsmand, der under en bytur tog halsgreb på en 22-årig kvinde, forsøgte at kysse hende, og befølte hende i skridtet.
Overfaldet skete natten til søndag på diskotek Shen Mao i det centrale Aarhus ved Åen.
Her blev kvinden ifølge Østjyllands Politi overfaldet på toilettet, hvor manden tog kvælertag på hende, forsøgte at kysse hende og rørte hende i skridtet.
Ifølge Marianne Morgen, politiassistent ved Østjyllands Politi, havde der ikke ikke været kontakt mellem de to personer inden overfaldet.
Overfaldet skete natten til søndag mellem klokken 03.00 og 04.00, og blev meldt til politiet søndag først på eftermiddagen.
Ifølge Østjyllands Politi beskrives gerningsmanden som mand, afrikansk af udseende og mellem 25 og 30 år gammel. Han er 175-180 centimeter høj og kraftig af bygning. Han er kronraget, og han var natten til søndag iført en sort læderjakke og mørkt tøj.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.