Terma vil ansætte 150 efter ny aftale
Efter at have underskrevet en milliardaftale onsdag, vil Terma nu opruste
Den østjyske teknologivirksomhed Terma landede onsdag en aftale på 1,6 milliarder kroner med britiske BAE Systems om levering af komponenter til kampflyet F35 - også kendt som Joint Strike Fighter.
Flyet er en af favoriterne til at afløse det danske F16 jagerfly, og derfor er skabte aftalen stor glæde i Grenaa, hvor Terma Aerostructures har til huse.
- Vi markerer normalt aftaler med en stor lagkage eller is, så i morgen, når vi også har set den "attention", der er kommet i pressen, så vil det være sådan, at chefen helt sikkert giver et stykke lagkage, siger Ole Graversen, der er direktør i Terma Aerostructures i Grenaa.
Milliardaftalen betyder, at Terma regner med at udvide medarbejderstaben betydeligt:
- Det er rigtig dejligt. Vi regner med at ansætte i hvert fald 150 ekstra de næste tre til fem år. I dag er vi cirka 300 så i forhold til den styrke, vi har i dag, er det jo en kraftig forøgelse, lyder det fra Ole Graversen.
Aftalen mellem Terma og BAE Systems blev underskrevet onsdag i London.
Øverst på siden kan du se et interview med Ole Graversen. Her fortæller han blandt andet, hvad det vil betyde for virksomheden, hvis regeringen ikke vælger F35-flyet som afløser til F16-flyet.