Fredag åbner madfestival med 250 boder
Food Festival i Aarhus håber på 30.000 gæster
Der er noget for en enhver smag, når Food Festival med sine 250 boder fredag klokken 13.00 åbner portene til dette års madfestival på Tangkrogen i Aarhus.
- Food Festival er en folkelig begivenhed. Det er et sted, hvor alle uanset hvor god man er i et køkken, kan komme ned og få sig en god oplevelse og smage på en helt masse lækkert, siger Anna Lund, der er festivalchef på Food Festival.
Sidste år besøgte 30.000 madgalde gæster festivalen på Tangkrogen i Aarhus, hvor de mange boder i år fordeler sig over et areal på 45.000 kvadratmeter.
- Når man kommer ind på pladsen, er der 12 forskellige universer. Der er alt fra planteriet, havet, et børneområde og nordiske dråber med alkohol. Så hele festivalpladsen er delt op i de her universer, hvor man kan gå løs i smagsprøver, oplevelser og workshops.
Food Festival finder sted fra den 4. til den 6. september.
I videoen øverst på siden kan du høre Anna Lund fortælle mere om Food Festivalen.