Vil have flere butikker med på nethandel
Randers Kommune vil uddanne butikker i nethandel
Nethandel bliver i stigende og stigende grad udbredt, og står det til Randers Kommune så skal endnu flere butikker i Randers med på bølgen.
Derfor inviterer e-business Randers nu til konference om e-handel, hvor 16 oplægsholdere fra hele landet deler ud af den nyeste viden på området.
- Der var behov for at etablere en e-handelsuddannelse, ligesom der er et behov for, at butikker og webshops løbende kan blive klogere på e-handel. Derfor er det vigtigt, at de kan mødes på en konference, hvor de kan netværke og få ny viden om, hvordan man bedst driver sin webbutik, siger borgmester i Randers Kommune Claus Omann Jensen (V) i en pressemeddelelse.
Og der er god mening i at satse på nethandel, selvom man har en fysisk butik, lyder det fra projektlederen for e-business Randers Mads Hulgaard:
- Kunderne ser varerne an i de fysiske butikker, køber ind på nettet og forventer at blive serviceret og betjent på lige fod begge steder. For butikkerne ligger succesen i en kombination af de to forretninger, siger han.
Konferencen foregår den 23. september.