Kørte frem for fuldt stop og blev ramt
En kvindelig cyklist er indlagt på skadestuen efter et uheld, hvor hun blev ramt af en bil
På Søren Nymarks Vej i Højbjerg ved Aarhus kom en 22-årig kvinde til skade, da hun sent mandag aften blev ramt af en bil.
Bilisten var en 22-årig mand, som var uden skyld i uheldet, da han kørte under den maksimalt tilladte hastighed, samtidig med at den kvindelige cyklist kørte frem for ubetinget vigepligt.
- Han kan ikke nå at standse, og hun bliver slynget op på kølerhjelmen, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Den kvindelige cyklist kom til skade ved uheldet, men var ved bevidsthed, dog uden at have nogen erindring om, hvad der var sket hende.
Hun har pådraget sig et ikke nærmere specificeret brud under øjet, og så var der en akut operation.
- Hun skulle akut opereres for en blødning ved højre skinneben, men hun er ikke i livsfare, siger Marianne Morgen.