Fandt dunk og spraydåse
Politiet har flere beviser, der peger i retning af, at 26-årig mand står bag hærværk på asylcenter
Fundet af spraymaling, handsker og en tom benzindunk på en 26-årig mands bopæl har været med til at kæde ham sammen med hærværket på Lyngbygård Asylcenter natten til torsdag.
Det fortæller specialanklager Peter Rydder fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND umiddelbart efter, at den 26-årige fredag blev fremstillet i grundlovsforhør ved byretten i Randers.
Her blev manden varetægtsfængslet i fire uger.
Den 26-årig erkender, at han er modstander af asylcentret i Trustrup på Djursland, og at han både er medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB).
Nazi-hærværk: 26-årig bag tremmer
Han nægter dog, at det var ham, der satte ild til en bil og lavede nazistisk graffiti ved asylcentret.
Den 26-årige er både sigtet for trusler og brandstiftelse. Derudover er også sigtet for overtrædelse af racismeparagraffen. Denne del af sigtelsen lagde dommeren dog ikke til grund for varetægtsfængslingen.
Ifølge specialanklager Peter Rydder fra Østjyllands Politi er det lige nu usikkert, om dommerens afvisning betyder, at sigtelsen for at overtræde racismeparagraffen i sidste ende skal droppes.
- Det tager vi til efterretning. Så må vi se på, om det er noget, vi tager med, hvis vi på et tidspunkt skal rejse tiltale mod ham, siger Peter Rydder til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se interviewet med Peter Rydder i videoen øverst i artiklen.
Lyngbygård Asylcenter ligger i Trustrup på Djursland: