Back håber på genvalg
AGF's Alexander Juel Andersen var tilbage i startopstillingen mod FCK, og han håber på genvalg fredag
AGF er med til at sparke festugen ind, når Esbjerg i morgen, fredag, kommer forbi Ceres Park klokken 18.00.
På den ene back var Alexander Juel Andersen tilbage for AGF, da man i sidste weekend spillede 2-2 mod FCK, og det håber han bliver en vane.
- Jeg håber på det bedste. Det har været lidt ind og ud. Nu er der fokus på mit mål, men præstationen bagved skal også være i orden, og for mig er det vigtigt, at jeg bagefter kan sige til mig selv, at jeg har gjort, hvad jeg kan for at vise mig frem, siger Alexander Juel Andersen til AGF's hjemmeside.
Han forudser en underholdende kamp mod de vestjyske gæster.
- Det bliver en svær kamp ligesom alle andre kampe i Superligaen. Esbjerg vil gerne frem over stepperne, og det kan vi måske drage fordel af. De første kampe har vist, at de ikke har haft helt styr på deres defensiv, og modsat har vores offensiv jo fungeret godt. Men det er omvendt også klart, at vi skal skærpe vores defensiv, for Esbjerg har nogle spændende profiler i front. Som vores andre hjemmekampe i denne sæson kan det meget vel udvikle sig til en underholdende kamp og forhåbentlig med os som vindere, siger Alexander Juel Andersen.