Flugtfange har meldt sig selv
En 22-årig mand fra Horsens-området har meldt sig selv efter seks dage på flugt
Den 22-årige mand, der for en uge siden stak af fra den lukkede afdeling på Psykiatrisk Hospital i Horsens, har meldt sig selv til politiet.
- Mandag eftermiddag henvendte han sig på politistationen i Horsens, siger vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi.
Dermed nåede den 22-årige mand at være seks dage på flugt, efter han i sidste uge stak af fra det psykiatriske hospital i Horsens.
Manden sad varetægtsfængslet i surrogat på afdelingen, sigtet for vold, trusler og våbenbesiddelse.
Tirsdag barrikaderede den 22-årige en dør ind til sit værelse og smadrede et vindue, som han efterfølgende kravlede ud af.
Se: Efter fangeflugt: Alt tjekkes
Det var anden gang denne sommer, at det lykkedes for en fange at flygte fra den lukkede afdeling på Psykiatrisk Hospital i Horsens. Begge er dog tilbage bag lås og slå.
I kølvandet på flugten i sidste uge besluttede psykiatri- og socialledelsen i Region Midtjylland at gennemgå sikkerheden på alle de almenpsykiatriske afdelinger i Region Midtjylland ved at tjekke vinduer, døre og haveanlæg.