Ny struktur i Randers
Familieafdelingen i Randers Kommune omstrukturerer efter sager med dårligt arbejdsmiljø
Familieafdelingen i Randers Kommune er i gang med en omstrukturering efter en en sag om påbud fra Arbejdstilsynet.
- Vi har haft nogle udfordringer i forhold til arbejdsmiljøet på grund af en uhensigtsmæssig organisering, som vi så er i gang med at få adresseret, fortæller kommunens familiechef Ann Hermansen til tv2oj.dk.
Hun fortæller, at afdelingen har haft hyret et konsulentfirma, der har udarbejdet et forslag på en ny struktur, som man nu er i gang med at implementere.
- Det største problem har været i forhold til, at der har været for mange skift borgernes sagsbehandling. Nu fjerner vi et af de led, så de oplever færre skift, selvom der sker noget nyt i sagen, siger hun.
Den nye struktur er således både for borgernes og de ansattes skyld:
- Det er klart, at det er vigtigt at sikre en god trivsel i arbejdet, hvor medarbejderne føler, at de er i stand til at løfte opgaven, men det skal samtidig også give mening for borgerne.
Afdelingen vil holde lukket i en uge fra d. 7-13. september, mens omstruktureringerne kommer på plads.