Todd: Hele holdet skuffede
Randers-træner Colin Todd var skuffet efter nederlag til Viborg FF
På hjemmebane tabte Randers FC søndag eftermiddag til oprykkerne fra Viborg FF i Superligaen, og Randers FCs træner, Colin Todd, er ikke tilfreds med den indsats, som hjemmeholdet leverede.
- Det var ikke kun én spiller, der skuffede i dag. Det var hele holdet, siger Colin Todd.
Randers-spillet var præget af mange personlige fejl og manglende ideer mod et kompakt Viborg-mandskab, der havde Jonas Kamper på banen.
Og Jonas Kamper, som denne sommer skiftede fra Randers til netop Viborg FF, blev kampens matchvinder, da han i det 53. minut scorede kampens enlige mål.
- Viborg kom med en plan for kampen, og vi kunne ikke bryde dem ned. Vi mistede troen og tilliden til hinanden, siger Colin Todd.
Se: Keller: Alt for mange fejl
Han tilføjer:
- I dag lignede det ikke, at vi havde evnerne til at score et mål.
Randers FC skal forsøge at rejse sig ovenpå nederlaget, når kronjyderne om en uge på udebane møder AaB.
Du kan se interviewet med Colin Todd i videoen øverst på siden.
TV 2 | ØSTJYLLANDS debatprogram om fodbold, Fodbold med Horup, vender tilbage på tirsdag klokken 19.50 på TV 2 | ØSTJYLLAND. Her er Randers FCs assistenttræner Thomas Thomasberg gæst i studiet.