Brock-Madsen: Et drømmeskifte
Nicolai Brock-Madsen er skiftet til Birmingham
Randers FC har fredag solgt Nicolai Brock-Madsen til den traditionsrige engelske Championship-klub, Birmingham, og den stærke angriber er meget begejstret for skiftet.
- Det er kæmpestort. Jeg har kæmpet for det længe, og nu sker det. Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Nicolai Brock-Madsen til tv2oj.dk.
Han er netop nu på vej fra England til Danmark, hvor de sidste ting skal i orden, inden han bosætter sig i Birmingham.
- Jeg passer godt ind i engelsk fodbold, og fodbolden og kulturen er fantastisk. Så det er stort, siger den 22-årige angriber.
Han er imponeret over faciliteterne i den engelske klub.
Se: Officielt: Brock-Madsen solgt
- Det er en rigtig professionel klub. Der er et stort setup, de har mange fans, et stort stadion og et fantastisk træningsanlæg. Det er bare noget andet end herhjemme, siger Nicolai Brock-Madsen.
Angriberen har spillet i Randers FC siden han var ti år gammel, og derfor bliver det også vemodigt at skifte Randers FC ud med Birmingham, hvor han har skrevet under på en 4-årig kontrakt.
- Det bliver vemodigt. Jeg har haft nogle rigtig gode år i Randers FC, og Randers er min hjemby. Derfor er jeg også glad for, at klubben kan sælge mig videre og tjene penge på mig, siger Nicolai Brock-Madsen.
Nicolai Brock-Madsen har spillet 108 førsteholdskampe i Randers FC og scoret 19 mål.
TV 2 | ØSTJYLLANDS debatprogram om fodbold, Fodbold med Horup, vender tilbage på tirsdag klokken 19.50 på TV 2 | ØSTJYLLAND, hvor der igen bliver stillet skarpt på de østjyske fodboldklubber.