Kig ind i Søs Kjeldsens have
TV 2 | ØSTJYLLANDs vært og tilrettelægger på programserien Havemennesker inviterer indenfor i sin have
Søs Kjeldsen, der står bag programserien Havemenneskerpå TV 2 | ØSTJYLLAND, inviterer nu indenfor i sin egen have.
Igennem mere end et år har Søs Kjeldsen fulgt, hvordan tre havearkitekter har omdannet pløjemarker, jordbunker og tyndslidte græsplæner til grønne, velplejede oaser i haveglade østjyders liv.
I programrækken besøger Søs Kjeldsen blandt andre Lone Biehl, der er en af redaktørerne bag hjemmesiden Havefolket.com, i Skanderborg.
Under optagelserne faldt de to i snak om deres fælles interesse for haver, og Lone Biehl fik lov til efterfølgende at besøge Søs Kjeldsen i hendes have i Aarhus.
Det resulterede i et interview og billeder til Havefolket.com.
En drømmeopgave
Selv bor Søs Kjeldsen i Aarhus tæt på universitetet i en stor rødstensvilla med en tilhørende stor have.
For hende har det været noget nær en drømmeopgave at få lov til at følge haveglade østjyder, da hun selv elsker at gå i haven og går op i detaljer om haveplaner, plantevalg og pasning af haven:
- Ikke to haver er ens, og der er så mange muligheder, hvis man har et stykke jord, man kan råde over. Nogle er til det vilde og frodige, andre til det stilrene og afmålte, og der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Fælles for havemennesker er, at de ofte elsker at gå i haven, og at de - eller rettere vi - altid har nye projekter på vej, siger Søs Kjeldsen til tv2oj.dk.
Se Havemennesker hver mandag klokken 19.50 på TV 2 | ØSTJYLLAND.