Råbte øgenavne til politibetjente
Fuld bilist kan se frem til en række sigtelser efter episode tirsdag eftermiddag
En 34-årig mand tiltrak sig tirsdag eftermiddag politiets opmærksomhed, da han slingrede kraftigt på Djurslandsmotorvejen nær Lystrup.
Betjentene fik standset manden omkring klokken 16.40 og bad ham om at puste i alkometeret.
Udåndingen viste med det samme, at manden var påvirket af alkohol, og han blev derfor anholdt, så han kunne komme med til politigården og få taget en blodprøve.
Den 34-årige var ifølge Østjyllands Politi ikke helt glad for, at skulle med i patruljevognen. Han råbte derfor flere øgenavne til betjentene:
- Han kaldte dem nogle fornærmende ting, siger politiassistent Marianne Morgen til tv2oj.dk.
En blodprøve viste da også, at hans promille var over den tilladte og at han også var påvirket af euforiserende stoffer.
Desuden havde manden fået frakendt sit kørekort, og havde ikke lov til at køre bil.
Den 34-årige mand kan derfor se frem til fire sigtelser: Spirituskørsel, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, kørsel i frakendelsestiden og fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.