Det bliver en lummer tirsdag
Sol, regn og torden - de kommende dage byder på lidt af hvert
Det flotte sommervejr fortsætter tirsdag formiddag i det meste af Østjylland.
- Det starter med gode chancer for sol på en dag, hvor det altså relativt hurtigt bliver varmt med temperaturer op omkring et par og tyve grader de fleste steder, siger Anders Brandt fra TV2 Vejret.
I løbet af dagen truer regn og tordenbyger dog, og det betyder, at temperaturerne falder i løbet af tirsdag eftermiddag.
Når det dårlige vejr er drevet forbi, vil østjyderne onsdag morgen blive mødt af lidt mere friskt vejr med temperaturer på omkring 21 grader.
Men varmen vender hurtigt tilbage, og særligt torsdag ser ud til at blive en rigtig sommerdag med masser af sol.
Se hele vejrudsigten i videoen øverst på siden.