Bygade-byggeri lukker vejspor
Ændringer af trafikken i området omkring Gellerupparken
Resten af året skal bilisterne omkring Tinesvej i Gellerupparken i Brabrand holde godt øje med vejskiltene.
Fra i dag begynder det indledende arbejde med at etablere en bygade mellem boligblokkene, som skal binde området sammen med sig selv og omverden.
Det sker ved, at den eksisterende vej, Tinesvej, bliver forlænget, så den hænger sammen med Gudrunsvej.
For bilisterne betyder vejarbejdet, at der kun vil være et enkelt spor åben i hver retning i modsætning til to, som normalt er tilfældet på Tinesvej.
På det nye vejstykke i forlængelse af vejen bliver vejforholdene også ændret:
- En levende bygade kræver gode tilkørselsmuligheder, og derfor er forlængelsen af Tinesvej vigtig. På den nye Tinesvej sætter vi særligt fokus på bløde trafikanters sikkerhed ved at etablere cykelsti på begge sider og indsnævre vejen til én kørebane i hver retning", fortæller Lars Clausen, som er projektleder hos Center for Byens Anvendelse hos Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Når Tinesvej er blevet forlænget, går arbejdet med bygaden for alvor i gang i begyndelsen af 2016 og vil foregå frem til 2017.
Bygaden indgår som en del af helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj, som skal gøre boligområdet mere attraktivt. Gaden kommer til at støde sammen med et torv med plads til beboerhus, butikker og sport.
Du kan se, hvordan det nye vejforløb ved Gellerupparken bliver ændret øverst i artiklen.