Gallapremiere på Randers-film
Anders W. Berthelsen og andre skuespillere deltager i morgen til premieren på ny dansk film, der er produceret i Randers
Den røde løber bliver i morgen, tirsdag, rullet ud foran Nordisk Films biograf i Randers.
Endnu engang er byen vært for en gallapremiere på en ny dansk film, hvor netop Randers og omegn har spillet en central rolle.
Denne gang er det den danske komedie 'Comeback' med Anders W. Berthelsen i hovedrollen som komikeren Thomas Vang, der skal forsøge at få sin karriere tilbage på sporet.
Både Anders W. Berthelsen og den kvindelige hovedrolleindehaver Sarah-Sofie Boussnina kommer derfor til Randers for at deltage i den første visning af filmen.
En af de vigtige locations i filmen er det nu midlertidigt lukkede Hotel Randers, som er ved at blive genopbygget efter en voldsom brand.
Spytter penge i filmprojekter
Hotellet har dannet rammen om flere scener i filmen, hvor der også medvirkede 148 lokale statister Alle statisterne er ligeledes blevet indbudt til gallapremieren.
- Vi faldt for Randers, og vi faldt i særdeleshed for Hotel Randers. Hotellet kom med alt det, vi overhovedet kunne drømme om i forhold til filmens stil, siger producer Morten Kaufmann om valget af Hotel Randers til filmen.
Sarah-Sofie Boussnina, der blandt andet er kendt for biografsuccesen 'Fasandræberne', spiller Anders W. Berthelsens teenagedatter i filmen.
Udover 'Comeback' er også film som 'Hvidstengruppen' og tv-serien 'Krøniken' blevet optaget i Randers-området.
Efter morgendagens filmpremiere, går der blot to dage, inden filmen bliver tilgængelig i biograferne for alle danskere på torsdag den 4. august.
'Comeback' er produceret i samarbejde med blandt andet Randers Kommune, der har støttet filmprojektet med omkring 300.000 kroner.
Du kan komme bag kameraet på optagelserne til filmen, der foregik i Randers, nedenfor: