Mand slået og sparket
En 20-årig mand blev umotiveret overfaldet af tre gerningsmænd
En 20-årig mand blev natten til lørdag pludselig overfaldet af tre mænd.
Overfaldet skete foran Bar Smil ved Åboulevarden i det centrale Aarhus.
Den 20-årige havde været på en bytur og stod ude foran baren, hvor de tre gerningsmænd også stod.
- Lige pludselig, helt ud af det blå, sparker den ene af de tre mænd den 20-årige på kroppen, siger vagtchef Klaus Møller fra Østjyllands Politi.
De to andre mænd, som stod sammen med overfaldsmanden, går også til angreb på den 20-årige med slag og spark.
- Han får flere slag og spark i ansigtet og på kroppen. Pludselig stopper de tre overfaldsmænd og stikker af fra stedet, siger Klaus Møller.
Ifølge Østjyllands Politi havde der ikke været kontakt mellem offeret og de tre gerningsmænd inden overfaldet, som politiet derfor betegner som umotiveret.
Overfaldet fandt sted kort efter klokken 04.00 natten til lørdag, og Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner.
De tre gerningsmænd beskrives alle som somalisk af udseende.
Den ene, ham der sparkede den 20-årige, beskrives desuden som:
18-25 år gammel, spinkel af bygning og med sort og kort hår. Han talte dansk og var iført en blå jakke.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi, der modtog anmeldelsen om overfaldet lørdag eftermiddag, på telefonnummer 114.