Petersen: En svær kamp
AGFs Stephan Petersen forventer en hård kamp mod Randers FC
På søndag er der østjysk lokalopgør, når Randers FC drager mod syd for at møde AGF på Ceres Park i Aarhus.
Begge mandskaber har fået en god start på sæsonen i Superligaen, og Stephan Petersen forventer, at det bliver en tæt kamp.
- Det bliver en svær kamp, hvor vi er indstillet på, at de kommer med en masse fysik. Randers har mange løbestærke spillere, og de angriber og forsvarer med mange spillere. De står kompakt på banen, og så er de gode over kanterne. Jonas Borring har været god, så ham skal vi holde øje med, siger Stephan Petersen til tv2oj.dk.
Se: Brock-Madsen: Har savnet AGF
Med en sejr og Brøndby IF og efterfølgende uafgjort mod Viborg FF er AGF'erne kommet godt fra land i Superligaen.
- Vi vil fremad på banen og være kontrollerende mod Randers, og så handler det først og fremmest om at vinde duellerne, da andenboldene bliver rigtig vigtige, siger den lynhurtige kantspiller, der skiftede til AGF fra FC Nordsjælland tilbage i 2010.
I udekampen mod Viborg FF i mandags sad AGF i store dele af kampen på spillet, men det kneb med at få afsluttet angrebene. Det skal der laves om på.
Se: AGF byder RFC-fans på Thor-øl
- Vi snakkede om det efter Viborg-kampen, at vi skal have flere skud fra distancen for at få afsluttet angrebene. Hvis vi får afsluttet angrebene, kan vi også undgå at blive ramt af omstillinger, siger Stephan Petersen.
Kampen mellem AGF og Randers FC spilles søndag klokken 13.30 på Ceres Park i Aarhus.
- Det bliver et tæt opgør, men jeg tror, at vi får en smal sejr, siger kantspilleren.