Bo H.: Skal have jord på knæene
AC Horsens-træner Bo Henriksen om Lyngby-kamp
På søndag tager AC Horsens imod Lyngby i 1. division, og her vil Bo Henriksen, træner i AC Horsens, se sine spillere gå til stålet.
- Lyngby har selv udtalt, de er et af de bedste hold i rækken, og de går benhårdt efter at rykke op i Superligaen. De har forstærket sig markant, så der er ingen tvivl om, at vi skal yde optimalt, især defensivt, for at stå imod Lyngbys profiler. Holdet indeholder mange dygtige spillere blandt andet Lasse Fosgaard, David Boysen, Michael Lumb og Dennis Sørensen. Får Lyngby-spillerne for meget plads, bliver de svære at håndtere, så vi skal lukke rummene ned for dem, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
AC Horsens tabte sæsonåbningen mod Næstved med 2-1, og østjyderne jagter derfor sæsonens første point og gerne tre af slagsen, og de skal komme via hårdt arbejde.
Se: Gratis entré til Lyngby-kamp
- Lyngby er et hold, der ikke kan lide at få jord på knæene, og det skal udstråle vores indsats, at det elsker vi. Vejen til en sejr er, at spillerne vil kæmpe røven ud af bukserne for, at vi kommer på tavlen, for Lyngby kan ikke lide, hvis de kommer op mod et hold, der går til stålet, siger Bo Henriksen.
På grund af speedway grand prix på Casa Arena, AC Horsens' hjemmebane, bliver kampen spillet på Spektrum Park i Odder, hvor der er gratis adgang.
Opgøret fløjtes i gang på søndag klokken 15.00, og portene til stadion åbnes en time tidligere.