Kom du ikke ind? Få gode råd
Studievalg Østjylland er klar med en række råd til de, der ikke kom ind på drømmestudiet
Kom du ikke ind på drømmestudiet? Så fortvivl ikke. Det behøver nemlig slet ikke at betyde, at du ikke kan få din drømmeuddannelse.
Sådan lyder det fra Studievalg Østjylland.
Her har man stor erfaring med at hjælpe og vejlede de aspirerende studerende - og selvom man ikke er kommet ind i år, så er der flere ting, man kan gøre for at forbedre sine chancer for at komme ind på drømmestudiet alligevel:
- Det er der helt bestemt. Der er både at kigge på uddannelser andre steder i landet, det er at kigge på kriterierne i Kvote 2; har jeg en chance for at opgradere mig til næste år? Og det er at kigge på: Er der nogle andre ting, jeg interesserer mig for?, siger Studievalg Østjyllands centerleder Sidsel Daubjerg Overgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Du kan blandt andet få et overblik over, hvor der stadig er ledige studiepladser her.
Sidsel Daubjerg Overgaard fortæller blandt andet, at Studievalg Østjylland står til rådighed med vejledning i de forskellige strategier, der skal til for at opgradere sine kvalifikationer, hvis man vil forsøge at søge ind via Kvote 2:
- Det kan være, man skal på højskoleophold, eller man skal ud at rejse, eller man skal forbedre sine karakterer i nogle enkelte fag.
Se et interview med Sidsel Daubjerg Overgaard øverst på siden.