Mange vil opleve Moesgaard
Gæster strømmer til Moesgaard Museum
Siden det nye Moesgaard Museum syd for Aarhus åbnede i oktober sidste år, er gæsterne strømmet til.
Det kulminerede i går, tirsdag, hvor så mange mennesker ville ind at se museet, at køen strakte sig hele vejen ud til parkeringspladsen. Det fik Moesgaard Museum til på Facebook at bede folk om at vente lidt med at komme ud til museet.
- Folk var rigtig søde og forstående på Facebook, da vi skrev det. Mange syntes, at det var fantastisk, at et museum kunne trække så mange gæster, siger kommunikationschef Bodil Jensen fra Moesgaard Museum til tv2oj.dk.
Dagen derpå er antallet af besøgende talt op, og det blev ikke til en ny rekord.
Se: Museum: Kom igen lidt senere
Onsdag i sidste uge, som er den mest besøgte dag på det nye Moesgaard Museum, var 4.700 gennem tælleapparaterne, og tirsdag, i går, blev det til 4.200.
Dog er der den forskel, at museet om onsdagen har åbent helt til 21.00, mens det på tirsdage lukker klokken 17.00.
- Tirsdag var den største almindelige hverdag, vi har haft, siden vi åbnede i oktober sidste år, siger Bodil Jensen.
Se: Kinesisk hær har indtaget Moesgaard
Hun fortæller, at museet i dag er klar til endnu et stort ryk ind.
- Vi gør alt, hvad vi kan, for at få plads til alle gæsterne, så folk kan bare komme ud. Vi er klar, siger Bodil Jensen.
Moesgaard Museum har for tiden blandet andet en særudstilling med kinesiske terracotta-krigere.
Siden åbningen i efteråret har museet nu haft besøg af ikke mindre end 378.000 gæster.