Maude har aldrig set Matador
Mød en af hovedrolleindehaverne, der i dag var på scenen ved premieren på Vilhelmsborg Festspils udgave af Matador
De var der alle sammen: Mads Skjern, bankdirektør Varnæs og fru Fernando Møhge til premieren på musicalen Matador ved Vilhelmsborg syd for Aarhus.
Tirsdag aften fik publikum mulighed for at se den 25. udgave af Vilhelmsborg festspil.
Denne gang var det den folkekære tv-serie Matador, der var under kyndige hænder hos 50 amatørskuespillere, der alle havde øvet sig i månedsvis forud for den helt særlige aften.
Bag i kulissen forud for forestillingen mødte TV 2 | ØSTJYLLANDs reporter Line Nørholt Kjeldsen, som har rollen som Maude i stykket.
Den unge kvinde fra Hobro hørte tilfældigvis om en audition til rollen, som var blevet ledig efter, at den oprindelig indehaver af rollen var sprunget fra:
- Så tog jeg til audition og fik rollen samme dag, fortæller hun.
Man skulle tro, at de fleste danskere kendte til Matador-serien, men det er ikke tilfældet for Line Nørholt Nielsen.
En ny udgave
Hun havde aldrig set tv-serien, før hun hørte om dette års Vilhelmsborg Festspil. Derfor lånte hun tv-serien af sin bedstemor, inden hun skulle til audition, så hun fik mulighed for at smugkigge på historien om Korsbæk og dens indbyggere.
Men det faktum, at hun ikke kender sin karakter fra tv-serien gør ikke så meget, fortæller hun:
- Det er vores egen version, vi laver, og ikke en kopi af serien, som rigtig mange godt kan lide. Det er det der med at skabe sin egen karakter og gå ind på scenen med det,
Inden aftenens premiere var der solgt 11.000 billetter i forsalg til denne sommers Vilhelmsborg Festspil.
Det er næsten ligeså mange billetter, der blev solgt til hele sæsonen 2014, hvor klassikeren 'The Sound of Music' var på programmet.
Du kan se en reportage fra aftenens premiere, der blev udfordret lidt af vejret, i tv-indslaget øverst i artiklen.