Bilbrand muligvis påsat
Det sker sjældent, at en bil bryder i brand af sig selv, siger indsatsleder
Der er muligvis tale om en påsat brand, da en bil torsdag nat udbrændte på parkeringspladsen foran Torstedhallen i Horsens.
Da brandvæsnet ankom til stedet, stod bilen allerede i flammer og var overtændt.
- Ilden bredte sig ikke til de omkringliggende bygninger, men en papircontainer i nærheden blev noget varm, siger indsatsleder Lars Bønding fra Horsens Brand og Redning til tv2oj.dk.
Umiddelbart kender brandvæsnet ikke årsagen til branden, der blev anmeldt halv to natten til fredag.
- Men det er ikke normalt, at en bil bryder i brand af sig selv, det kan selvfølgelig være tekniske problemer. Men det er altid lidt pudsigt, når der ikke er nogen personer i nærheden, og når man tager tidspunktet i betragtning, siger Lars Bønding.
Politiet undersøger nu sagen nærmere.