Flugtfange hentes hjem
Sydøstjyllands Politi henter i dag den drabsigtede, Barzan Bahjat Khalil, hjem fra Grækenland
Den drabssigtede Barzan Bahjat Khalil bliver hentet hjem til Danmark, efter han i tre uger har opholdt i Grækenland.
- Vi sender folk ned efter ham i dag, så han kommer hjem i morgen. Hvor mange, vi sender, ønsker jeg ikke at oplyse, men udleveringen finder sted i lufthavnen i Athen, efter appelretten dernede har afsagt en kendelse om, at vi kan få ham, siger vicepolitiinspektør fra Sydøstjyllands Politi, Peter Thaysen, til Horsens Folkeblad.
Barzan Bahjat Khalil flygtede fra psykiatrisk afdeling på Regionshospitalet i Horsens natten til tirsdag 30. juni, men fredag 3. juli blev han fundet på den danske ambassade i Athen.
Han er sigtet for at have knivdræbt sin 28-årige storesøster Shinda Khalil i en lejlighed på Sønderbrogade i Horsens 29. december sidste år.