Jaguaren Bobby er død
Randers Regnskov har været nødt til at aflive deres jaguarhan
For bare fire måneder siden fik Randers Regnskov to nye beboere, jaguarerne Bobby og Negra.
Begejstringen var stor, for endelig kunne regnskoven præsentere nogle af de mest majestætiske kattedyr.
Parret fik dog ikke mange måneder sammen i Randers. I dag meddeler direktør Henrik Herold, at hanjaguaren Bobby er blevet aflivet på grund af sygdom.
Se også: Glad direktør i regnskoven
Det skete, fordi Bobby havde slidgigt og betændelse i den ene af tænderne og var efterhånden en aldrende herre. Til august ville han være fyldt 17 år, hvilket ifølge direktøren er fem år længere end en jaguars normale levetid:
- Det er selvfølgelig trist, men det var et gammelt jaguarpar. Det vidste vi godt, da vi fik dem. Vi blev bedt om at tage imod dem, fordi de ikke havde det godt der, hvor de var, siger Henrik Herold til tv2oj.dk.
Jaguarparret ankom til Randers Regnskov den 24. marts i år efter at have levet i Zagreb Zoo i Kroatien.
Henrik Herold er nu spændt på, hvordan den gamle hunjaguar Negra på 18 år vil reagere, når hun ikke længere har sin faste makker. Bobby og Negra har nemlig levet sammen siden 2001:
- Jaguarer er ikke flokdyr, men de har jo trods alt gået op og ned ad hinanden, siger han.
Efter ankomsten til Randers Regnskov sørgede dyrepasserne for, at Bobby og Negra kunne dyrke motion. På grund af små forhold i den zoologiske have i Kroatien var de blevet inaktive.
- Vi ville gerne give dem et godt otium. Nu må vi se, hvad fremtiden bringer, siger Henrik Herold.