Vandt en million på indkøbstur
Endnu en heldig Lotto-vinder i Østjylland scorer milliongevinst
Har du tjekket din Lotto-kupon for denne weekend? Ellers er det måske en god idé at kigge den efter en ekstra gang.
En Lotto-spiller, der har købt sin kupon i Østjylland, har nemlig haft heldet med sig i lørdagens spil.
Det oplyser Danske Spil mandag.
Se også: Hedebølge gav held i Lotto
Den heldige spiller har vundet en af Danske Spils ekstragevinster på en million kroner.
At dømme efter købsstedet kunne det tyde på, at vinderen har haft en meget indbringende indkøbstur. Kuponen, som han eller hun har vundet på, er nemlig købt hos Bilka i Tilst.
Gevinsten på en million kroner bliver tildelt en Lotto-spiller, som har vundet på en kupon med mindst fire rigtige:
- Den heldige spiller har vundet en 4. præmie til en værdi af 97 kroner - nyheden om den ekstra million får vedkommende, når han eller hun præmiesøger kuponen hos en Danske Spil-forhandler, lyder det fra Danske Spil.
Så sent som for 14 dage siden vandt en anden Lotto-spiller også en gevinst på en million kroner. Dengang var kuponen købt hos kiosken Kringlen i Storegade.