Ny rekord sat ved junior-EM
Aarhus 1900-atlet satte ny personlig rekord og vandt guld ved junior-EM
Dansk atletik havde en fornem lørdag ved junior-EM i Eskilstuna i Sverige.
Først var Aalborg-løberen Benjamin Lobo Vedel først over stregen i 400-meter løb, men senere var der også en østjyde, der kunne få jublen til at bryde løs i den danske lejr.
Jonas Kløjgård fra Aarhus 1900 vandt nemlig en overraskende guldmedalje i højdespring.
Der måtte lidt af en kraftpræstation til, før at guldet kunne sikres, da Jonas Kløjgård forbedrede sin egen personlige rekord hele to gange på vejen mod guldet.
Først sprang han 2.21 meter, og dernæst forbedrede han til 2.23 i sit sidste spring, og det var altså nok til guldet.
- Det har været en drøm at vinde medalje. Bare et komme i finalen var stort, men vi vidste godt, at nogle favoritter altid vil floppe. Jeg holdt mit hoved koldt, og det var det, som gjorde forskellen, siger Jonas Kløjgård i en pressemeddelelse.
Det er samtidig kun fire centimeter fra den danske rekord, der har stået i 24 år og tilhører Michael Mikkelsen.
Der er dog stadig et stykke op til verdensrekorden, som Javier Sotomayor har siddet på i mere end 20 år, og som er på imponerende 2.43 meter.