BIF-invasion i Aarhus
Der kommer med al sandsynlighed smæk på, når AGF og Brøndby IF tørner sammen søndag
Der er Superliga-premiere med et brag for AGF, når de i morgen, søndag, tager imod Brøndby IF på hjemmebane.
En ilddåb for det nyoprykkede hold, og der er meget, der tyder på, at det kan blive en intens affære.
Udebaneafsnittet er nemlig blevet fuldkommen udsolgt. Det oplyser AGF på klubbens hjemmeside.
Se: AGF klar med ny udebanetrøje
Derfor vil der ikke være billetsalg til udebaneafsnittet på kampdagen.
Brøndbys fans er kendt for at kunne skabe stemning på stadion, og et fyldt udebaneafsnit vil uden tvivl være med til at skrue op for både larmen og varmen på Ceres Park.
AGF meddeler i øvrigt, at der forventes cirka 12.000 tilskuere til premieren.
Se: Han er ny mand i AGF-trøjen
Sæsonkortholdere, der er forhindrede i at se kampen, må gerne låne deres sæsonkort ud til en anden, der så kan benytte det - de er nemlig ikke personlige.
Der er kampstart søndag klokken 18.00.