18-årig i kritisk tilstand
Det var en 18-årig mand fra Randers-egnen, der kom alvorligt til skade ved en arbejdsulykke i Grenaa
En 18-årig mand fra Randers-egnen er i kritisk tilstand efter en ulykke ved Erhvervsparken tæt ved havnen i Grenaa tirsdag eftermiddag.
Det bekræfter Østjyllands Politi overfor tv2oj.dk.
- Der er alvorlig tilskadekomst med både ryg og ben. Tilstanden er kritisk, siger vagtchef Peter Hallstrøm.
Manden var hentet ind udefra for at udføre et stykke arbejde på transportbåndene.
- Han er hyret ind til at forestå noget reparation af nogle maskiner ved et transportbånd. Transportbåndet går i gang i forbindelse med reparationen. Han bliver kørt til skadestuen, siger Peter Hallstrøm.
Den 18-årige blev kørt til skadestuen i såkaldt traumekald, oplyser politiet.
Arbejdstilsynet er nu på stedet for at undersøge, om sikkerheden på stedet var i orden.