Har slået sin egen rekord
Elvis-imitatoren Henrik Busborg har slået sin egen rekord i at synge Elvis-sange i så mange timer i træk som muligt
22 timer og 31 minutter er det i skrivende stund blevet til for Henrik Busborg, der er i gang med at synge Elvis-sange, så længe han kan.
Elvis-imitatoren har siden tirsdag forsøgt at slå sin egen rekord på 20 timers Elvis-sange i træk - kun afbrudt af tissepauser.
Det er nu lykkedes - og endda med mere end to timer.
Rekordforsøget finder sted på Graceland i Randers:
- Han synger stadig - og jeg tror, han bliver ved noget tid endnu, siger Gracelands ejer Henrik Knudsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sidste år kastede Elvis-imitatoren sig ud i et rekordforsøg, hvor han skulle synge i 42 timer i træk. Det lykkedes altså ikke - men i år er det i hvert fald lykkedes ham at slå sin egen rekord.
Øverst på siden kan du se, hvordan det gik Henrik Busborg, da TV 2 | ØSTJYLLAND besøgte ham tirsdag ti timer inde i rekordforsøget.