14-årig dreng blev truet på livet
Politiet anholdt efterfølgende en 47-årig mand for vold og dødstrusler
En 14-årig dreng blev i går, mandag, slået og truet på livet på gaden i Horsens.
Ifølge Sydøstjyllands Politi skete episoden i forbindelse med, at drengen og hans kammerat gik forbi en Rema 1000-butik på Sankt Helene Vej i Horsens sent mandag eftermiddag. Her blev de mødt af en 47-årig mand, som hilste på dem.
Drengen hilste igen - på høflig vis - men af ukendte årsager slog det pludselig klik for den 47-årige mand.
Ifølge vidner blev han pludselig meget aggressiv og slog den 14-årige dreng i ansigtet. Drengen og kammeraten skyndte sig væk fra manden, som efterfølgende råbte til dem, at han ville slå dem ihjel.
Det lykkedes kort efter for Lokalpolitiet i Horsens at anholde den 47-årige mand, som ikke har kunne give en forklaring på sin voldsomme opførsel:
- Det er umiddelbart et helt umotiveret overfald, siger politikommissær Martin Husted til tv2oj.dk.
Den 47-årige er nu sigtet for både vold og trusler på livet.
Ifølge Sydøstjyllands Politi er der ikke noget, der tyder på, at den 14-årige dreng og manden kendte hinanden på forhånd.
Den 14-årige dreng blev truet uden for en Rema 1000-butik på Sankt Helene Vej i Horsens: