Måtte slide for sejren i Andorra
Randers FC fik en smal sejr i Europa League-kvalifikationen. To kronjyder blev udvist
Randers FC måtte torsdag aften kæmpe hårdere end forventet for at få et fornuftigt resultat med hjem fra Andorra i Europa League-kvalifikationen i fodbold.
Udekampen mod upåagtede UE Sant Julia endte med en smal kronjysk sejr på 1-0. Det enlige Randers-mål blev sat ind af Jonas Borring, der midt i 1. halvleg pandede bolden i nettet efter et hjørnespark.
I den stegende hede i Pyrenæerne fik hele to Randers-spillere marchorde af dommeren.
Først blev offensivspilleren Victor Lundberg sendt tidligt i bad, da han efter 17 minutter angiveligt plantede en albue i hovedet på en andorransk forsvarsspiller.
Se: Bookmakere tror på Randers-sejr
I kampens slutfase blev også Jeppe Tverskov vist ud, efter at to gule kort var blevet vekslet til et rødt.
Trods to mand i undertal formåede de ni resterende Randers-spillere at holde stand. Dermed endte opgøret 1-0 - en sejr, der formentlig er mindre end det, kronjyderne på forhånd havde sat næsen op efter.
Dog har Randers FC trods alt et godt udgangspunkt inden returopgøret i Danmark om en uge.
Se: Randers FC skal til Europa
Hjemmekampen spilles i Viborg, fordi den nyanlagte græsplæne på stadion i Randers endnu ikke er klar til fodbold.
I kampen i Andorra gav Randers debut til midtbanespilleren Mustafa Amini, som østjyderne har hentet i Borussia Dortmund forud for sæsonen.
Sent i kampen fik både Mikkel Thygesen og Erik Marxen også officiel debut for Randers.