Bundsgaard: Skjult spareøvelse
Det koster knap 1,5 milliarder kroner for Aarhus Kommune at gennemføre den nye regerings 'omprioriteringsbidrag' ifølge Aarhus Kommune selv
Det kommer til at koste næsten 1,5 milliarder kroner, hvilket svarer til en reduktion på 1.400 medarbejdere frem til 2019, hvis den nye regerings 'omprioriteringsbidrag' bliver en realitet.
Det såkaldte omprioriteringsbidrag, der af eksperter er blevet kaldt et andet ord for effektiviseringer, betyder ifølge regeringsgrundlaget, at ressourcer skal flyttes til andre områder. Det kommer til at koste en procent i det kommunale udgiftsloft hvert år, fremgår det af regeringsgrundlaget.
Borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S) er stærkt kritisk overfor ideen.
Se: V: Aarhus skal ikke være nervøs
- Enhver kan sige sig selv, at et så stort beløb vil få konsekvenser for den velfærd, vi leverer til borgerne. De her penge kan umuligt findes uden serviceforringelser. De facto er her tale om en slet skjult spareøvelse, der flytter penge fra borgernær service og direkte over i statskassen, siger han i en pressemeddelelse.
- Konsekvensen kan kun blive færre hænder til vores børn i daginstitutioner og skoler, plejen af vores ældre, mennesker med handicap og socialt udsatte. Det er en rigtig dårlig start af den nye regeringen og det sætter vores velfærd under pres, siger Bundsgaard.