380 grise reddet fra gårdbrand
Der udbrød torsdag eftermiddag brand i en grisestald ved Brædstrup
25. jun 2015, kl. 19:34
Mere end 30 dage gammel
Torsdag eftermiddag var 380 grise i fare for at brande inde, da der udbrød brand i deres stald på en svinefarm på Hårupgade ved Brædstrup nordvest for Horsens.
- De blev reddet ud, men en dyrelæge er i øjeblikket i gang med tjekke deres tilstand for at se, om nogle af dem skal aflives, oplyser vagtchef Svend Pedersen fra Sydøstjyllands Politi til tv2oj.dk.
Branden var slukket sidst på eftermiddag. Politiet kender på nuværende tidspunkt ikke brandårsagen, men den skyldes formentlig et ventilationsanlæg.
På svinefarmen er der i alt 1.500 grise, men der var ikke på noget tidspunkt fare for at branden ville brede sig til de øvrige stalde.