Stjal dankort under veksling
Mand blev udsat for tricktyveri, da han blev bedt om at veksle en ti'er
En mand blev franarret sit dankort, da han onsdag var ude for at handle ind i Viby Centret i Viby ved Aarhus.
Da manden kom gående på parkeringspladsen ude foran Viby Centret, kom en anden mand hen til ham og spurgte, om han kunne veksle to fem-kroner til en ti'er.
Imens det stod på, var manden, der ville have vekslet penge, meget nærgående:
- Han stod meget tæt på ham, siger politiassistent ved Østjyllands Politi Marianne Morgen.
Offerets kone anede dog uråd:
- Hun råbte til ham, at han skulle passe på. Hun har nok tænkt, at han var meget nærgående, siger Marianne Morgen.
Det lykkedes alligevel for gerningsmanden at stjæle dankortet fra tegnebogen, uden at det blev opdaget.
Tricktyven beskrives som en mand, dansk af udseende, ca. 40-45 år gammel, ca. 170 cm høj, almindelig af kropsbygning med lys hudfarve og kort hår. Han bar briller med meget tykke glas og tyndt brunt stel.
Han talte dansk og var iført kakifarvede / beige bukser og jakke.
Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på tlf. 114.