Norddjurs topper listen
Norddjurs Kommune er Østjyllands mest erhvervsvenlige kommune og samtidig den næst mest erhvervsvenlige i hele landet
Den årlige analyse fra Dansk Byggeri kårer Norddjurs som den næst mest erhvervsvenlige kommune i hele landet.
Norddjurs Kommune er sprunget hele 39 pladser op ad ranglisten siden sidste år. Også Syddjurs Kommune er en af højdespringerne og er sprunget fra en 42. plads til en 8. plads.
Horsens er blandt bundskraberne og er gået 77 pladser ned siden sidste år, mens Aarhus lander præcis i midterfeltet.
Se også: Jubler over erhvervsindsats
- Det er godt gået, og jeg er særlig imponeret over både Nord- og Syddjurs, der som to mindre kommuner i den grad har gjort en indsats, som de nu høster frugterne af. Horsens derimod er blevet overhalet indenom af mere driftige kommuner, men vi har heldigvis en god dialog med kommunen, som vi vil fortsætte, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher i en pressemeddelelse, og uddyber:
- Både Horsens og Aarhus nyder begge godt af deres størrelse og beliggenhed, og det smitter måske af på indsatsen. De skal huske på, at når de lokale virksomheder klarer sig godt, så smitter det også af på kommunekassen, så det kan godt betale sig at være erhvervsvenlig.
Se, hvordan din kommune placerer sig her
Her kan du se, hvordan din kommune placerer sig mellem landets 98 kommuner. Tallet til venstre er kommunens placering, mens tallet i parentes er, hvor mange pladser kommunen har rykket sig på ranglisten siden sidste år.
Norddjurs 2 (+39)
Syddjurs 8 (+34)
Favrskov 23 (-4)
Aarhus 49 (16)
Skanderborg 50 (-19)
Odder 52 (-7)
Silkeborg 59 (-13)
Randers 63 (-8)
Samsø 69 (19)
Horsens 92 (-77)