Brosbøl: Jeg er ked af det
Kirsten Brosbøl (S) er ærgerlig over at have tabt regeringsmagten
Den nu afgående miljøminister Kirsten Brosbøl (S) er - måske ikke så overraskende - træt af at have tabt regeringsmagten:
- Jeg er ked af det i dag og ærgerlig over, at det ikke lykkedes at få lov til at fortsætte i regeringen, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND på vej hjem fra Christiansborg til Skanderborg, hvor hun er opstillet.
Gårsdagens nederlag til rød blok betyder, at hun må rydde sit kontor og overgive det til en anden:
- Det er jeg rigtig, rigtig ked af, for jeg synes faktisk, at det halvanden år, jeg fik lov til at være miljøminister, at jeg har fået sat nogle rigtig gode ting i søen, lyder det fra Kirsten Brosbøl.
Se også: Brosbøl nummer 1 i Skanderborg
De personlige stemmer tikker fortsat ind, men de er ikke talt færdig endnu. I Skanderborg, hvor Kirsten Brosbøl kommer fra, er hun dog nummer ét på de personlige stemmer.
Alligevel ved hun endnu ikke, hvordan hendes egen politiske fremtid ser ud.
- Det er selvfølgelig spændende i dag at se de personlige stemmer - det er jo dem, der afgør, om det er mig eller en anden, der får pladsen i Folketinget, siger hun.
Øverst på siden kan du høre hele interviewet med Kirsten Brosbøl i bilen på vej hjem til Skanderborg.