Alle i Aarhus sætter rødt kryds
Uanset hvilken fløj, du hører til, så kommer du til at sætte et rødt kryds i Aarhus på torsdag
Uanset om du er rød eller blå, eller måske et sted midt imellem, så kommer krydset til at være rødt, hvis du stemmer i Aarhus Kommune til folketingsvalget.
Det lyder måske som en vild påstand, men den er faktisk god nok. For i Aarhus Kommune kommer de blyanter, som man sætter krydset i stemmeboksen med nemlig til at være røde.
Se: Flere brevstemmer end sidst
Det sker ifølge Aarhus Kommune fordi den røde farve er tydeligere at aflæse på stemmesedlen end den normale sort/grå blyantsfarve.
Inspirationen kommer fra Frederiksberg Kommune i København, som politisk ellers er historisk blå, og hvor borgmesteren siden 1936 har repræsenteret Det Konservative Folkeparti. Derfor kan beslutningen næppe klandres for at være politisk motiveret.
For en god ordens skyld skal det nævnes, at det faktisk er tilladt at medbringe sit eget skriveredskab, hvis den røde blyant ikke falder i ens smag.